Socialdemokratiet har valgt at stå uden for aftalen mellem Konservative, Venstre og SF om udlicitering af vores eneste plejehjem Enggården til OK-fonden. Ikke fordi vi mener, at det ikke kan blive godt. Det håber vi at det gør, for Enggårdens beboere, pårørende og medarbejdere fortjener alle ro.
Vi har valgt at stå uden for aftalen, dels fordi vi mener at processen derhen er uhensigtsmæssigt lang og tung for både Enggårdens personale og for forvaltningen, og principielt fordi vi mener at drift af et plejehjem er en kommunalkerneopgave. At få en anden aktør ind til at drifte kommunens eneste plejehjem, vil give en uklar ansvarsfordeling og vi mener ansvaret entydigt bør være kommunens.
Udviklingsplanen er det, der flytter os fremad
Sidste år vedtog et bredt flertal i Kommunalbestyrelsen en ambitiøs udviklingsplan for Enggården. En udviklingsplan opdelt i tre bølger med et flerårigt tidsperspektiv og med et væsentligt løft af Enggårdens økonomi der til sammen skulle løfte Enggården fagligt og organisatorisk.
Der er i forvejen gang i mange store reformer og tiltag på ældreområdet og det giver os en reel bekymring for, om vi bruger vores tid rigtigt. Vores tid skal bruges på mennesker; på omsorg, faglighed og læring - ikke på papir og processer. Vi er bekymrede for hvor meget processen, som kan tage det meste af et år, vil forvirre og dermed belaste arbejdet med udviklingsplanen, som i forvejen er blevet forsinket oven på det kaotiske efterår på Enggården og efterfølgende ledelsesslip.
Socialdemokratiet har hele tiden været dybt optaget af at støtte op om denne store faglige turn-around. En turn-around der blev udfordret flere gange af de svære vilkår der i dag er på ældreområdet i almindelighed samt af det ledelsesmæssige tomrum der kom i halen på det kaotiske efterår i særdeleshed.
Alle var klar over at det her var et langt, sejt træk og intet quick fix. Lad os nu gøre det arbejde færdigt. Status viser at vi er i gang og der er fremdrift i indsatserne, ligesom Enggården også fik et flot resultat i det første Ældretilsyn, med 19 ud af 20 kvalitetsmarkøre opfyldt. Vi er langtfra i mål, men vi er på vej.
Det handler (også) om ansvar
Vi ønsker at tage det fulde politiske ansvar for vores plejehjemsdrift. Udlicitere man driftsansvaret kommer vi for langt væk fra området både i forvaltningen og politisk. Det synes vi ikke er ansvarligt.
Dragør har ét plejehjem – Enggården. Hvis vi overlader driftsansvaret til en privat organisation, ja så sætter vi os selv i en unødig risikabel situation. Hvad nu hvis OK-fonden en dag trækker sig eller går konkurs? Hvad så? Så skal vi igen (igen) igennem papirmøllen.
Nej – lad os finde en lokal løsning og gøre arbejdet færdigt. Ansvar kan ikke udliciteres. Uanset hvem man hyrer til at løse opgaverne, er det stadig en kommunal kerneopgave at drive plejehjem. Vi skal ikke skabe unødvendige mellemled, der fjerner os fra ansvaret eller fra borgerne..
Måske kræver situationen mere, end det vi gør i dag, oven på det kaotiske efterår. Allerede i valgkampen pegede vi på behovet for at samtænke hele ældreområdet langt mere konsekvent. Kun ved at skabe en samlet og robust kvalitetsorganisation på tværs kan vi sikre, at både plejehjem og hjemmepleje får den faglige støtte, der reelt løfter kvaliteten – til gavn for både borgere og medarbejdere.
Konstruktiv og kritisk tilgang
Der er et bredt flertal bag aftalen mellem Konservative, Venstre og SF, og det forholder vi os naturligvis til. Men selvom vi grundlæggende ikke mener, at dette er den rigtige løsning, så vil vi fortsat gå til sagen sagligt, med både kritisk sans og seriøsitet. Vi læner os ikke tilbage. Vi vil fastholde en tilgang, hvor vi insisterer på, at beslutningerne træffes på et solidt og ansvarligt grundlag og hvor vi får den bedste løsning for borgere og medarbejdere – for når alt kommer til alt er det dem det handler om.
Med venlig hilsen
Nicolaj Bertel Riber
Ole H. Hansen
Den socialdemokratiske gruppe

