Sommerhilsen fra den socialdemokratiske gruppe

God sommer

Sommeren nærmer sig med raske skridt og Danmark og Dragør er ved at gøre sig ferieklar – Socialdemokratiet ønsker god sommer til alle.

God sommer fra Socialdemokratiet

Sommeren nærmer sig med raske skridt og Danmark og Dragør er ved at gøre sig ferieklar – Socialdemokratiet ønsker god sommer til alle.

 

Vi går sommeren i møde, de politiske møder er stort set afviklet og en god sommerferie venter forude, inden vi igen er klar til den politiske hverdag.

 

Første halvår bød traditionen tro på mange store sager. Først og fremmest nogle ”evergreens” såsom både fjernvarme og kystsikring. Vi har taget de næste skridt i processen mod at fremtidssikre Dragør mod vandet, blandt andet har vi godkendt etape 1 for delstrækningen Søvang, Sydvestpynten og Kongelunden. Fjernvarmeprojektet har vi desværre måtte sande ikke kunne lade sig gøre, dels på grund af økonomi og dels på grund af manglende tilslutning.

 

På ældreområdet følger vi både udviklingsplanen for Enggården og indførslen af Ældreloven meget tæt. På Enggården har Socialudvalget fået den første status, og det er tydeligt at man kan se de første skridt i den rigtige retning, der bliver arbejdet intenst med både medicinhåndtering, medarbejdertrivsel og bedre hverdag for beboerne. Derudover har vi indført et fast afløse korps og det allerede nu nedbragt vikarforbruget markant – og betyder at beboerne i højere grad møder et kendt ansigt.

 

Både visitationen og hjemmeplejen har arbejdet målrettet på at blive klar til at implementere den nye Ældrelov pr. 1 juli 2025. Det bliver en stor opgave at gennemføre, men vi er godt på vej. De nye borgerforløb er vedtaget, og vi har også indført tilskud til indkøb af robotstøvsugere pr. 1. juli.

 

Den socialdemokratiske gruppe ønsker alle borgere og medarbejdere i hele kommunen en dejlig og velfortjent sommer.

 

Sommer og samarbejde

 

En sommerhilsen skal naturligvis også indeholde en hilsen til vores politiske samarbejdspartnere i og uden for Kommunalbestyrelsen.

 

Socialdemokratiet ønsker sig selvfølgelig et fornyet og forstærket mandat til at arbejde for Dragør, for vores velfærden, for det grønne og for fællesskabet. Det kan vi kun hvis vi får mandaterne til det, så vi håber at de 2.100 der stemte socialdemokratisk ved sidste folketingsvalg også gør det til kommunalvalget – for der er brug for et stærkt Socialdemokrati der kan trække Dragør mod midten.

 

Vi ønsker os også en kommunalbestyrelse der arbejder bredere sammen. Lige nu er en femtedel af borgerne ikke repræsenteret i de store og langsigtede beslutninger for vores by – det er ikke godt nok.  Vi håber og vil arbejde for at det ændrer sig efter valget. Det kommer til at kræve noget af alle parter, ingen tvivl om det, men vi tror på at det vil være det værd. Når det kan lykkedes for Socialdemokratiet og Venstre at sidde i regering sammen og lede Danmark, mon så ikke vi kan arbejde bredt sammen i Dragør?

 

Mange sommerhilsner

 

Nicolaj Bertel Riber
Viceborgmester & borgmesterkandidat

 

Ole H. Hansen

Medlem af Kommunalbestyrelsen

 

Den Socialdemokratiske gruppe