Mindeord for Leif Ingersholm
Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at Leif Ingersholm er sovet stille ind efter kort tids sygdom den 13. juli 2025.
Leif var et æresmedlem af Socialdemokratiet i Dragør – en titel, han bar med værdighed og stolthed. Han var i årtier en uundværlig del af vores lokale partiforening, hvor han gennem mange år satte sit præg som aktivt og engageret bestyrelsesmedlem. Gennem årene har han haft forskellige tillidsposter, senest som både kasserer og kandidatudvalgsformand. Uanset hvilke opgaver han påtog sig, blev de løst med perfektion. Leif var altid klar med en hjælpende hånd eller et godt råd, ham kunne vi altid regne med.
Utallige valgkampe er blevet koordineret fra hans hånd. Sirligt planlagt i et Excel ark blev alle mand fordelt på forskellige positioner, med et nøje udvalgt antal materialer pr position. Alt var talt op, roser, flyers og bolcher. Alt var timet og tilrettelagt ned til mindste detalje og intet var overladt til tilfældighederne.
Leif var ikke blot en del af organisationen – han var en af de bærende kræfter bag den. En organisatorisk drivkraft, der med ildhu, erfaring og en urokkelig tro på fællesskabets værdi bidrog til at forme vores arbejde og retning.
Leif var glødende socialdemokrat, med et hjerte der bankede for dem der havde allermest brug for fællesskabets hjælp og støtte og ikke mindst for retfærdighed. Det kom ikke mindst til udtryk i hans rolle som formand for Dragør Ældreråd, et hverv han bestred igennem næsten seks år og på en måde som vandt både respekt og anseelse fra alle partier.
Der er også blevet lagt mange kræfter i den almene boligsektor, som Leif virkelig brændte for. Først gennem et langt arbejdsliv og senest som aktiv beboerdemokrat i vores lokale boligselskab Strandparken.
Utallige timer og et uvurderligt stykke arbejde har Leif givet til Socialdemokratiet, som vi vil være ham evigt taknemmelig for. Han satte fællesskabet over alt andet – og hans tilstedeværelse, både menneskeligt og politisk, vil blive dybt savnet af os allesammen.
Vores tanker går disse dage til hans hustru Pia samt hans børn, børnebørn og oldebørn.
Æret være hans minde.
Socialdemokratiet i Dragør
Nicolaj Bertel Riber
Viceborgmester
Peter Bjørn
Formand