Til november er der ikke kun valg til kommunalbestyrelsen, men også til Ældrerådet. Ældrerådets valgperiode følger kommunalbestyrelsen, og det er Kommunalbestyrelsen pligt at sørge for at der afholdes valg til Ældrerådet.
I Dragør afholdes der valg til Ældrerådet den 11. november i mødelokalerne i Hollænderhallen fra 9-17.
Alle der er fyldt 60 senest den 11. november kan både lade sig opstille og stemme til Ældrerådet.
Arbejdet i Ældrerådet er vigtigt for Kommunalbestyrelsen og ikke mindst for arbejdet i Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget, for hvem Ældrerådet er en særlig vigtig sparringspartner, da Ældrerådet taler de ældres sag og sikrer, at deres behov og perspektiver bliver hørt.
Som socialudvalgsformand har jeg haft et godt og konstruktivt samarbejde med de to Ældreråd jeg har arbejdet sammen med igennem de sidste 7,5 år.
Tak til det afgående Ældreråd
Til det afgående Ældreråd vil jeg gerne rette en stor tak. Tak for et godt og konstruktivt samarbejde igennem de sidste 3,5 år. Tak for jeres indsats for Dragørs ældre.
Vi har ikke set ens på alle sager. Sådan er det. I har flaget vigtige pointer, sat dagsordener og givet jeres besyv med på et hav af sager. I har på alle måder gjort jeres indflydelse gældende til havn for borgerne.
Uanset hvem der bestrider hvilke poster efter vores to valg er gennemført håber jeg at det gode samarbejde kan fortsætte, det vil være godt for ældreområdet i Dragør.
Med venlig hilsen
Nicolaj Bertel Riber (A)
Viceborgmester og Formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget