A-gruppen anbefaler fjernvarme til Dragør

Socialdemokratiet: ja til fjernvarme

Socialdemokratiet: ja til fjernvarme

 

Da folketinget for nogle år siden ”gav” kommunerne til opgave at undersøge muligheden for at udrulle fjernvarme lokalt, blev der ikke rystet på hånden. Opgaven var klar – vi skulle være uafhængig af russisk gas hurtigst muligt.

Siden har vi arbejdet med at få gjort Dragør klar til fjernvarme. Der er udarbejdet en varmeplan, og vi er indgået i et forsyningsfællesskab med Tårnby Forsyning, og det er der kommet selskabet Dragør Fjernvarme A/S ud af. For Socialdemokratiet har det været vigtigt, at vi indgik samarbejde med en både lokal og erfaren leverandør af fjernvarme – og det er Tårnby Forsyning.

 

For at være sikre på, at fjernvarmeanlægget i Dragør er tilstrækkeligt økonomisk bæredygtigt, har vi besluttet at sikre os en vis grad af tilslutning, inden vi sætter projektet endeligt i gang ved at spørge borgerne. Den proces er vi så i gang med nu. Det er ikke verdens letteste proces, men vi mener, at det er den mest rigtige for alle parter.

 

Når det handler om varmekilde, så er vi jo helt inde i stuen og privatøkonomien hos den enkelte familie. Det er ikke en lille beslutning af skifte varmekilde, tværtimod. Derfor har vi stået på, at der skulle laves en massiv informationskampagne, så flest muligt blev klædt på til at kunne træffe beslutningen. Der har været afholdt (meget velbesøgte) borgermøder, pop-up infomøder ved dagligvareforretninger, informationsmaterialer på både hjemmeside og sociale medier og meget mere. Om det har været godt nok, vil tiden vise.

 

Meget er blevet sagt i debatten, sådan skal det være, og der er desværre også kræfter, der på et diskutabelt grundlag har arbejdet imod fjernvarmen. Det synes vi er ærgerligt og beklageligt.

 

Det siger vi ikke for at forherlige fjernvarme – men fordi vi tror, at det her er vores eneste chance for at få en stabil, kollektiv og solidariske varmekilde til Dragør. Hvis ikke det lykkes nu, så vil det fremover være op til den enkelte husejer eller boligafdeling at sørge for sin egen varmekilde. Derfor anbefaler vi fjernvarme til Dragør.

 

Med venlig hilsen

 

Nicolaj Bertel Riber
Viceborgmester

 

Ole H. Hansen
Medlem af Kommunalbestyrelsen og medlem af bestyrelsen i Dragør Fjernvarme

Den socialdemokratiske gruppe