Udviklingsplan for Enggården – nu går vi i gang
Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlede tirsdag den 4. marts udmøntningen af udviklingsplanen for Enggården, i torsdags blev den godkendt af et flertal i Kommunalbestyrelsen.
På torsdagens kommunalbestyrelsesmøde stemte alle Kommunalbestyrelsens partier for Enggårdens udviklingsplan. Liste T stemte dog ikke for finansieringsdelen.
Udviklingsplanen betyder at skal bevilges 4,7 mio. kr. i varige midler til Enggården. Det er midler målrettet mere personale, mere faglighed og mere ledelse. Derudover kommer en række engangsudgifter for at være sikker på at vi kommer godt i gang med planen.
Som socialudvalgsformand har sagen og situationen på Enggården min fulde opmærksomhed. En opmærksomhed jeg er sikker på jeg deler med alle mine kollegaer i kommunalbestyrelsen.
Vi har som politikere bestemt en aktie i hvor vi er henne, og vi har både fejlet og svigtet og jeg om nogen ville ønske vi havde handlet tidligere.
Som politiker har jeg altid villet sige når noget er svært, og det har denne sag været. Nu tager vi skeen i den anden hånd, tilfører midler og retter op.
Mens alt det her sker vil jeg bare gøre opmærksom på at der hver dag er beboere, pårørende og medarbejdere der har deres liv og daglige gang på Enggården. Jeg har tillid til at det som Enggårdens nye ledelse og forvaltning har lagt frem er det rigtige. Nu bliver den store øvelse for politikerne at give Enggården arbejdsro – det er der brug for.
Med venlig hilsen
Nicolaj Bertel Riber (A)
Viceborgmester og formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget